Stor donation bringer det kommende oplevelses- og samlingscenter i Thy endnu tættere på realisering. Arbejdet med at omdanne den historiske bryggeribygning ved Thisted Bryghus til Bryggekulturens Hus har fået et markant løft. A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har nemlig besluttet at støtte projektet med 10 millioner kroner.
Bryggekulturens Hus skal etableres i den gamle bryghusbygning fra 1899 i hjertet af Thisted og bliver et oplevelses- og samlingscenter, hvor besøgende kan opleve dansk bryggekultur, håndværk, råvarer, smag og historiefortælling helt tæt på. Med donationen fra A.P. Møller Fonden er der nu i alt fundet 60,4 millioner kroner til projektet, som har et samlet budget på 90,5 millioner kroner.
”Det er en meget stor glæde, at A.P. Møller Fonden har valgt at støtte Bryggekulturens Hus. Vi arbejder på at skabe et nationalt samlingspunkt for dansk bryggekultur i nogle helt unikke historiske rammer, og donationen bringer os et stort skridt tættere på realisering,” siger Aage Svenningsen, formand for Bryggekulturens Hus og administrerende direktør hos Thisted Bryghus.
Bryggekulturens Hus skal blandt andet rumme et oplevelsesunivers om brygning, smag og råvarer, et mindre bryggeri til undervisning og aktiviteter, restaurant, mødefaciliteter samt aktiviteter for både lokale, turister, uddannelsesinstitutioner og erhvervsliv.
Projektet forventes at blive en markant attraktion i Thy og bidrage til både turisme, erhvervsudvikling og formidlingen af dansk bryggekultur.
En fælles indsats løfter projektet
Donationen fra A.P. Møller Fonden føjer sig til en række betydelige bidrag fra både landsdækkende fonde, lokale virksomheder og organisationer. Tidligere har blandt andre den filantropiske forening Realdania bidraget med 30 millioner kroner, Augustinus Fonden bidraget med 5 millioner kroner, Thisted Kommune med 11,4 millioner kroner og 28 lokale virksomheder fra Thy og Mors bidraget økonomisk til realiseringen af Bryggekulturens Hus.
”Noget af det mest imponerende ved Bryggekulturens Hus er den opbakning, vi oplever fra alle sider. Store nationale fonde ser potentialet i projektet, og samtidig har det lokale erhvervsliv i Thy og på Mors bakket op på en måde, som vi er både stolte af og dybt taknemmelige for. Det viser, at Bryggekulturens Hus ikke kun er et projekt for Thisted eller bryggeribranchen – det er et fælles projekt for hele området,” siger Aage Svenningsen.
Arbejdet med at sikre den resterende finansiering fortsætter nu, så projektet kan bevæge sig videre til næste fase.

